Få sejladser blev gennemført, og flere nåede aldrig på vandet, da hård vind med vindstød på 30 knob afblæste anden finaledag ved EM for de olympiske klasser 49er, 49erFX og Nacra 17 i Aarhus. Det bedste danske medaljebud med Rask og Precht i 49er-guldfeltet fik en 10. plads i lørdagens enlige finalesejlads, mens søstrene Schmidt på 8. pladsen i 49erFX aldrig kom i aktion. 

At sejlsporten i høj grad ligger under for vejrets luner fik vi lørdag demonstreret på Aarhusbugten, hvor de sejlere, der nåede ud på vandet, havde store udfordringer med at holde bådene oven vande. Derfor var det ikke så mærkeligt, at løbsledelsen efter timers venten afblæste sejladserne.

28-30 knob, omkring 15 sekundmeter, og hvad der på Beaufort-skalaen svarer til stiv kuling, lød meldingerne på fra EM’s kapsejladsbaner, da aflysningen faldt. Frederik Rask og Jakob Precht, der før dagens enlige sejlads lå nr. 4 i guldfeltet, scorede en blød 10. plads, men fastholder den korte afstand til podiet i en uhyggelig tæt 49er-tabel.

Danske Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov i Nacra 17 nåede ud på vandet, men fik aldrig gennemført en eneste af dagens tre planlagte sejladser. Derfor er KDY-makkerparret fortsat nr. 15 før søndagens finalesejladser. Hverken Johanne og Andrea Schmidt, nr. 8, eller Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby, nr. 24, i 49erFX kom på vandet, hvilket giver status quo i såvel guld- som sølvfeltet.

Knækket forstag og vandtur til Lyngbek og Fuglbjerg

Mest action var der i 49er-sølvfeltet, hvor der lørdag blev afviklet to sejladser. Det så længe godt ud for Philip Lyngbek og Mads Fuglbjerg fra Aarhus Sejlklub i 2. sejlads, men et hårdt vindstød kostede en tur i baljen og et knækket forstag 50 meter før mållinjen. Derfor var det held i uheld, at sejladserne blev afblæst. Aarhus-duoen, der ligger nr. 53, er dog klar til at sejle igen søndag.

– Det er udfordrende og lærerigt at sejle i de her forhold. Det stiller store krav til samarbejde og kommunikation. Man skal skærpe rutinerne, ikke være bange for at sejle stærkt og turde tro på sig selv. I dag var det til den hårde side, og det lignede på et tidspunkt en kirkegård af kæntrede både derude, fortæller Lyngbek og Fuglbjerg og tilføjer:

– Vi gik ind til EM med en tro på, at vi kunne sikre en plads i guldfeltet efter en god optakt i Kiel. Men vi må også erkende, at 49er-feltet er utroligt tæt og kompetitivt. Det handler om at minimere fejlene, og det må vi sige, at dem, der ligger i toppen, har været. Det er fortjent, at de ligger der.

Søndag venter endnu en finaledag med to sejladser og Medal Race for de ti bedste besætninger i hvert felt i det, der ligner medgørlige vindforhold. Slutspurten kan ses live ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter fra kl. 10.00, hvor nuværende og tidligere sejlsportsprofiler som Marie Thusgaard, Mathias Sletten og Anne-Marie Rindom kommenterer live. Se resultater alle her.

Foto: Peter Brøgger