Som følge af det forhøjede COVID-19-smittetal i Aarhus-området har de danske SailGP-drenge fra Team ROCKWOOL Racing besluttet at udsætte weekendens #ROCKTheBoat Academy, der skulle havet været afviklet den 15. og 16. august. Den nye dato hedder 19.-20. september 2020.

Der hænger for tiden mørke corona-skyer over Aarhus med stigende smittetal og skærpede lokale retningslinjer fra myndighederne. Det får nu Team ROCKWOOL Racing, som skulle have afholdt deres #ROCKTheBoat Academy denne weekenden fra den 15. til 16. august, til at udskyde sejlertalentcampen til 19.-20. september 2020.

Rorsmand Nicolai Sehested og resten af ROCKWOOL-holdet er kede af udsættelsen, men understreger, at sikkerheden for akademiets deltagere, atleter og personale og alles familier naturligvis har førsteprioritet.

– En af de første lektioner, man lærer som professionel sejler, er, at sikkerhed er absolut vigtigst. Uanset om du sejler verden rundt eller konkurrerer mod verdens bedste atleter i SailGP med hastigheder op mod 100 km/t, er det dit ansvar at passe på dem omkring dig – ikke mindst i tider, som dem vi oplever lige nu, fortæller Nicolai Sehested til minbaad.dk.

Flere pladser til talentcampen i september

Nicolai Sehested håber nu på, at alle tilmeldte sejlere har mulighed for at deltage i september måned. Samtidig betyder udsættelsen, at Team ROCKWOOL Racing har mulighed for at oprette et nyt antal pladser og invitere endnu flere unge sejlere med på en lærerig weekend på vandet.

Udskydelsen af ROCKTheBoat Academy i Aarhus sker blot små 14 dage efter en succesfuld afvikling af talentcampen i København.

Læs mere om #ROCKTheBoat Academy her.