Sailing Aarhus og norske Bærum Seilforening indgår konstruktivt partnerskabsaftale om det traditionsrige Skagen Race, så det nu bliver muligt at starte på kapsejladsen fra Aarhus.

Sejladsen foregår i Kristi himmelfartsferien fra d. 29. – 31 maj 2019, med start fra henholdsvis Åsgårdstrand i Oslofjorden, Arendal, Marstrand (Sverige) og fra to danske havne, nemlig Helsingør og Aarhus.

Målgang er for alle, uanset startsted Skagen, der i forbindelse med sejladsen sætter alle sejl til for at give sejlerne en mega oplevelse og fest.

For at give tyske sejlere mulighed for at deltage i sejladsen, har Sailing Aarhus og Kieler Yacht Club aftalt at arrangere et såkaldt Feeder-race fra Kiel til Aarhus i weekenden før starten på Skagen Race.

Sailing Aarhus direktør Jon Koch Hansen, der er meget tilfreds med aftalen, som i første omgang gælder for 2019 og 2020, udtaler: ”At Sailing Aarhus er blevet en del af Skagen Race familien betyder meget for os og vi håber, denne familierelation vil holde i mange år. Bærum Seilforening er en markant norsk sejlklub, der har stor erfaring med afvikling af væsentlige stævner. Vi er glade for at danske sejlere nu kan deltage i sejladsen med start fra Smilets By. Samtidig betyder aftalen med Kieler Yacht Club, at de relationer vi allerede har med tyskerne styrkes”.

Kapsejladsen er åben for alle uanset om det er kapsejlere eller tursejlere, der har lyst til at sejle en lidt længere sejlads (distancen Aarhus – Skagen er ca. 120 sm) og gerne vil være en del af festlighederne i Skagen. Singlehand og doublehanded kan også deltage.

Uanset startsted, sendes deltagerne afsted onsdag, d. 29/5 sidst på eftermiddagen. Den endelige rute fra Aarhus til Skagen er under udarbejdelse.

For både, der agter at deltage i Marstrand Big Boat Race (d. 1. – 2. juni), er Skagen et oplagt pitstop på vej mod Marstrand (distance ca. 30 sm).

På grund af plads i Skagen havn, er max. deltagerantallet 300 både og tilmeldingen åbner d. 1. februar, så det med at holde sig til.