Tegn et støttesponsorat eller bliv en del af Sailing Aarhus’ supporternetværk er fase 2-initiativerne i støttekampagnen ’Set Sail With Aarhus’, som blev søsat i maj for at navigere Sailing Aarhus sikkert gennem krisetiden. Det sker efter en vellykket fase 1, hvor indsamling og salg af støttepoloer indbragte 215.000 kr.
Det har ikke været nogen nem tid for Sailing Aarhus, der mangler 700.000 kr. i budgettet grundet manglende indtægter og sponsorstøtte som følge af coronakrisen.
For få uger siden var der så lidt at smile af, da første fase af støttekampagnen ’Set Sail With Aarhus’ viste sig at have indbragt 215.000 kr. gennem donationer og salg af støttepoloer, og fordi sejlklubberne Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Kaløvig Bådelaug og Marselisborg Sejlklub helt ekstraordinært lagde 107.000 kr. oveni støttepuljen tilsammen.
Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen kaldte det ’et flot resultat og et bevis på, at man vil Sailing Aarhus’. Nu retter han så blikket mod det aarhusianske erhvervsliv, som han også håber kan se fordelen ved at holde Sailing Aarhus oven vande.
– Sejlsporten er blevet en signatursport i Aarhus. Den skaber øget opmærksomhed på Aarhus internationalt, og derfor er det vigtig for erhvervslivet i Aarhus at støtte Sailing Aarhus for at bevare momentum, så vi også i fremtiden kan tiltrække internationale stævner, events og opmærksomhed til Aarhus, fortæller Jon Koch Hansen.
Sailing Aarhus søger ny hovedpartner
Trods den positive start på ’Set Sail With Aarhus’-støttekampagnen er der endnu lang vej for Sailing Aarhus, der led et stort slag, da hovedpartneren officelab – der har været partner gennem det seneste år – kort inde i nedlukningen trak sig. Derfor håber Jon Koch Hansen, at den eventuelle støtte fra erhvervslivet kan gemme på en ny hovedpartner.
– Vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at flere af vores partnere har været nødt til at se på egne forretninger, før de har kunnet yde støtte til os i sådan en tid. Det har alt andet lige lagt større pres på vores økonomi. Hvis der findes en virksomhed derude, der kunne tænke sig at være med til at præge sejlsporten i Aarhus, hører vi gerne fra dem, lyder opfordringen fra Jon Koch Hansen.
Anden fase af ’Set Sail With Aarhus’-kampagnen henvender sig som nævnt til erhvervslivet, der kan støtte sejlsporten på flere måder. Gennem medlemskab af Sailing Aarhus Supporters – et erhvervsnetværk for sejlsportsinteresserede, og ved at bidrage med et støttesponsorat på 10.000, 25.000 eller 50.000 kr.
Som tak for støtten lover Sailing Aarhus og klubberne eksponering på alle platforme. Ønsker man som virksomhed at bidrage med et af de høje beløb, følger desuden et arrangement med en international topsejler, f.eks. foredrag eller matchrace.
Aarhus Kommune støtter Sailing Aarhus-kampagnen
Hele ’Set Sail With Aarhus’-kampagnen er velsignet af Aarhus Kommunes Kulturudvalg, der har udformet en støtteerklæring om fuld opbakning til Sailing Aarhus’ tiltag.
– Vi ved, coronakrisen har sat mange under pres, og at der mange steder opleves økonomiske konsekvenser. Vi har som Kulturudvalg og rådmand stor respekt for, at Sailing Aarhus har sat gang i kampagnen ’Set Sail With Aarhus’ og håber, at mange vil bakke op, så der igen kan komme fuld vind i sejlene i det aarhusianske sejlsportsmiljø, lyder det blandt andet fra Kulturudvalget i Aarhus Kommune i erklæringen.
Læs mere om ’Set Sail With Aarhus’-støttekampagnen, støttesponsoraterne eller Sailing Aarhus Supporters ved at klikke på linkene.