Sejlsportens Formel 1 vender tilbage til Danmark i 2022, hvor København overtager det danske værtskab. Rockwool Denmark Sail Grand Prix i den danske hovedstad afvikles 19.-20. august 2022 i sæson 3’s fjerde stævne. SailGP afslører tilmed, at næste sæson udvides til 10 stævner og afsluttes i foråret 2023.
Når SailGP i 2022 åbner for en ny sæson, bliver det med nye teams, nye værtsbyer og meget mere fed kapsejlads. Én af de store nyheder – set med danske briller – er, at København får værtskabstjansen, når sæson 3 vender tilbage til Danmark i Rockwool Denmark Sail Grand Prix den 19.-20. august 2022.
Det vækker glæde hos det danske SailGP-hold, der har Rockwool som hovedsponsor. Holdet ser således frem til at vise Holger Danske frem på hjemmebane i farvandet ud for Oceankaj i København.
– Det er fantastisk, at SailGP vender tilbage til Danmark i næste sæson. Vi kan næsten ikke vente med at sejle kapsejladsen og vise flaget med København som kulisse, fortæller skipper for det danske hold, Nicolai Sehested, og tilføjer:
– SailGP i Aarhus i år var virkelig uforglemmelig, og med tusindvis af fans langs kysten viste vi, at Danmark er et perfekt sted for verdens største sejlsportsbegivenheder. Jeg ved, at danskerne igen vil strømme til for at støtte os i København holde kæmpe fest.
10 grandprix-stævner venter i sæson 3
Næste sæson byder på hele 10 grandprix-stævner, hvoraf de første syv finder sted i 2022 og resten i første kvartal af 2023. Sæson 3 forventes afsluttet i april-maj med en ’grand final’ på en endnu ikke offentliggjort lokation.
Til gengæld er kalenderen fastlagt for de syv events i 2022, som igen starter med et besøg i Bermuda i maj i første stævne. Andet stævne afvikles i Chicago, USA, i juni og det tredje i Plymouth, England, i juli, inden turen altså går til Danmark og København i august måned.
Femte stævne i franske Saint-Tropez løber af stablen i september 2022, mens spanske Cádiz bliver værter for endnu et stævne i september. Årets sidste stævne finder sted i Dubai i november 2022. 8. stævne i 2023 går til New Zealandske Christchurch, mens lokationen for de sidste to stævner bliver offentliggjort på et senere tidspunkt.
Få det fulde overblik over SailGP sæson 3 her:
- May 14-15 Bermuda Sail Grand Prix presented by Hamilton Princess
- June 18-19 United States Sail Grand Prix | Chicago at Navy Pier
- July 30-31 Great Britain Sail Grand Prix | Plymouth
- August 19-20 ROCKWOOL Denmark Sail Grand Prix | Copenhagen
- September 10-11 France Sail Grand Prix | Saint-Tropez
- September 24-25 Spain Sail Grand Prix | Andalucía – Cádiz
- November 11-12 Dubai Sail Grand Prix presented by P&O Marinas
- 2023 New Zealand Sail Grand Prix | Christchurch
Foto: Peter Brøgger