Otte hold havde kvalificeret sig til officelab dystens finale, som torsdag blev afviklet i Aarhus Internationale Sejlsportscenter i forbindelse med Sailing Aarhus Week 2019. Sweco Pirates sejrede i overlegen stil med kun prikker i deres to sejladser og afsluttende ’medal race’.

Torsdag den 5. september 2019 skulle otte finalister kæmpe om den store pokal og titlen som historiens første vinder af officelab dysten.

Dysten blev afviklet i Aarhus Internationale Sejlsportscenter under Sailing Aarhus Week, efter at de fire bedste hold fra de to indledende heats i henholdsvis Marselisborg Sejlklub og Aarhus Ø havde kvalificeret sig.

Spændingen i det festklædte sejlsportscenter udeblev imidlertid, da forhåndsfavoritterne fra Sweco Pirates viste sig stærkere end det øvrige felt ved at vinde samtlige sejladser. Og dermed blev det til en ganske suveræn sejr til ingeniør- og arkitektrådgivningsfirmaet.

Krævende finale med stærk vind

Mens Sweco altså kunne hæve pokalen, viste entreprenørvirksomheden JFP også stærke sejlerevner og tog sølvmedaljerne foran Vikings på tredjepladsen.

”Den kraftige vind i går (red. torsdag) krævede langt flere kræfter og tempo end under kvalifikationsstævnet. Men vi lykkedes med at vinde samtlige sejladser, hvilket var super fedt – desuden fik vi mulighed for at være sammen med kollegaer på en helt anden måde og oplevede helt nye former for ekspertise – særlige hos vores to dygtige og erfarne sejlere Lotte og Hans,” fortæller Line Ohm Sell via Swecos LinkedIn.

Efter behørig fejring med jubelbrøl og champagnesprøjt kunne kombattanterne hygge sig i sejlsportscentret, som var pyntet op til maritim fest. Der var blandt andet varme pølser fra grillen, kølige gin & tonics fra Fever-Tree og livemusik til at sætte skub i festen.

Dysten vender tilbage i 2020

Det har været et godt første år, men næste år vender vi større og stærkere tilbage, fortæller Jon Koch Hansen, direktør for Sailing Aarhus, som sammen med DK Sejlsport og officelab står bag dysten.

”Vi er godt tilfredse med første udgave af officelab dysten, hvor finalen blev afviklet på en rigtig fed måde under Sailing Aarhus Week. Vi mangler lige at gennemføre et udsat heat af 2019-udgaven den 24. september, men faktisk har vi allerede fastsat datoer for 2020-udgaven, som vi godt tør love bliver endnu større. Det glæder vi os til at fortælle mere om,” forklarer Jon Koch Hansen.

Er man til festlige sejlads og kollegahygge på højt plan, så kan der sættes kryds kalenderen igen næste år den 4., 11. og 18. september. På gensyn i 2020.

Se fotogalleriet fra kvalifikationer og finale lige her: www.sailing-aarhus.dk/officelab-dysten-finale/