Newport på USA’s nordøstkyst er netop offentliggjort som den 10. og sidste by på The Ocean Race-ruten 2021-2022. Inden længe ved vi, hvor Aarhus er placeret på ruten, og hvornår et af klodens vildeste sportsevents indtager Danmark.

Det er som om, det først for alvor bliver virkeligt, at Aarhus bliver stopover-by i The Ocean Race 2021-2022, når vi kender den endelige rute.

Den virkelighed kommer nu et skridt tættere på. Med amerikanske Newport som seneste offentliggjorte stopover-by er alle brikker nemlig fundet, og i øjeblikket pågår så arbejdet med at lægge puslespillet, der afgør, hvorfra og hvornår The Ocean Race sætter kurs mod Aarhus.

Hele tre måneder er gået, siden The Ocean Race annoncerede, at Shenzhen i Kina for femte gang i streg figurerer på Ocean Race-ruten. Siden har fans ventet i spænding på at finde den sidste by, men nu er den 10. og – ifølge The Ocean Race selv – sidste på verdenskortet fundet.

Lad rute-gætterierne begynde

Det har længe været kendt, at starten i 2021 igen går fra Alicante i Sydspanien, og at målet bliver i italienske Genova i 2022.

Mellem dem lægger Ocean Race-feltet til i Aarhus, Haag, Cap Verde, Itajaí, Cape Town og Auckland samt altså Shenzhen foruden Newport i USA.

The Ocean Race har selv meldt ud på deres hjemmeside theoceanrace.com, at der højst vil være ni stopover-havne på 2021-2022-ruten. Derfor ved vi, at Newport med sikkerhed er sidste by på ruten.

Nu kan gætterierne om den endelige rute så begynde, indtil den endeligt offentliggøres om – forhåbentligt – kort tid.