Marselisborg Sejlklubs Ellen Nielsen, der til dagligt sejler 49erFX med Katrine Schmidt fra Aarhus Sejlklub, var blot 20 år, da hun sidste år var del af den danske SailGP-udtagelse. Hun beskriver sig selv som ’atypisk sejler’ drevet af barnlig glæde ved sin sport og drømmer om mere end OL. Næste store udfordring bliver EM på hjemmebane i Aarhus til juli og U-VM til august.

Hun følte sig måske en smule ’starstrucked’, da hun fandt sig selv i selskab med lutter OL-medaljevindere og bundrutinerede sejlsportsstjerner. Scenen var Frankrig i februar 2021, hvor det danske SailGP-team havde inviteret Ellen Nielsen fra Marselisborg til udtagelse.

Ellen beskriver det som en sindssygt lærerig oplevelse, selvom det i sidste ende blev OL-guldvinder Anne-Marie Rindom og tidligere OL-bronzevinder Katja Salskov-Iversen, som snuppede de to pladser på den danske F50’er.

– Det var en vild oplevelse og en fantastisk uge. Jeg var mega beæret over at være i det selskab med nogle af de allerbedste kvindelige sejlere. Alle havde en ambitiøs tilgang og professionel attitude, men var meget nede på jorden og villige til at lære fra sig på trods af, at jeg var absolut yngst og uden OL-erfaring – jeg var med på grund af mit engagement, fortæller Ellen Nielsen, der i dag er 21 år, sejler i MAST – Marselisborg Sailing Team og ligesom sin makker Katrine Schmidt er en del af det danske udviklingslandshold.

Store drømme men små skridt ad gangen

SailGP-oplevelsen gav Ellen blod på tanden og ikke mindst store drømme for fremtiden. Og drømmene strækker sig over mere end ’blot’ at sejle 49erFX og satse på OL-kampagner. Det betyder ikke, at Ellen Nielsen ikke er ydmyg og ved, at det kræver hårdt arbejde – tværtimod.

– Jeg ser nok mig selv som en atypisk sejler. Det skal først og fremmest være sjovt og en leg. Jeg håber på en dag at sejle OL, men jeg drømmer i virkeligheden om det hele. Om at tage imod alle de oplevelser, som sejlsporten kan give mig. F.eks. var udtagelsen til SailGP og ungdoms-VM i Matchrace i sommers i Californien store oplevelser. Hvis muligheden for The Ocean Race eller noget andet stort en dag opstår, siger jeg heller ikke nej, forklarer Ellen og tilføjer:

– Når det ikke længere er sjovt og en leg at sejle, er det nok på tide at stoppe. Men lige nu har jeg svært ved at forestille mig et liv uden.

Når det er sagt, er den kortsigtede plan anderledes beskeden. Allerførst handler det for Ellen og Katrine om at blive skadesfrie efter begge at have været ukampdygtige i længere tid. Det gik ud over forberedelserne til den nye sæson, hvor EM på hjemmebanen i Aarhus ellers var én af sæsonens store mål.

EM uden forventninger og U-VM som årets mål

Ellen Nielsen og Katrine Schmidt, der er fra Aarhus Sejlklub, har sejlet 49erFX sammen i et års tid, efter at Katrine senest har sejlet 29er. Ellen, der sidste år færdiggjorde gymnasiet og nu overvejer tandlægestudiet, havde set frem til at give den fuld gas med sejladsen i år, inden en ærgerlig skade spændte ben.

– Det har været hårdt at sidde på land og se de andre træne på vandet, men ventetiden bliver i stedet udnyttet til at planlægge og arbejde for at tjene penge til vores kampagne. Vi når ikke topformen til EM i Aarhus. Derfor er vi nødt til at sænke forventningerne og se det som et udviklingsstævne, fortæller Ellen Nielsen, der i stedet peger på ungdoms-VM i på Comosøen i Italien til august som årets vigtigste stævne.

– Vi ved, at vi er sat tilbage af skader, men vi håber på, at vi kan præstere frem mod OL næste år og snuse til OL-forberedelserne som træningspartnere for den danske besætning. I 2028 tror vi, at vi har en mere realistisk mulighed for at kvalificere os, fortæller hun.

Aarhus’ sejlsportsmiljø vigtig for udviklingen

Trods ambitiøse mål om OL og meget andet har Ellen Nielsen alligevel fokus på sin og makkerens udvikling i 49erFX’eren. En udvikling, der bliver hjulpet på vej af MAST-projektet, som støtter sejlerne i Marselisborg og hjælper dem med sponsorarbejdet. Det er Ellen taknemmelig for. En anden støttende faktor er sejlermiljøet i Aarhus, forklarer hun.

– Aarhus Internationale Sejlsportscenter har stor betydning. Det er lykkes vildt godt at skabe et samlingspunkt for os sejlere med gode faciliteter og sparring på tværs af klasserne. Alle siger ’hej’ til alle, vi er gode til at bruge hinanden, og der er intet hierarki. Det føles som at være del af ét stort team, fortæller Ellen og uddyber:

– Vi går altid rundt blandt hinanden og kan spørge naboen om alting, uanset om naboen er helt ung eller erfaren OL-sejler. Det skaber en stærk sejlergruppe og et rigtig godt fundament for at udvikle sig som ung sejler.

Ellen Nielsen og Katrine Schmidt håber på at kunne genoptage træningen på vandet snarest og være klar til EM på hjemmebane. Ønsker du at støtte Team Ellen og Katrine på vej mod verdenstoppen, kan du fange dem via MAST’s sponsormanager Søren Jendresen.

Foto: Peter Brøgger og Lucky Withburn-Thomas

Ellen Nielsen (th. i bill.) og Katrine Schmidt (tv. i bill.) har kurs mod EM efter en skade. Bagefter gælder det U-VM i Italien som årets store mål. Foto: Lucky Withburn-Thomas