Den traditionsrige Aarhus Festuge Cup får i 2020 selskab af Luffe 37-klassen, der efter års pause puster nyt liv i et klassemesterskab. Aarhus Internationale Sejlsportscenter og Sailing Aarhus Week skal igen danne rammen om Aarhus Festuge Cup, og derfor håber Luffe 37-klassen på, at mange vil deltage.
Når der i weekenden den 5. og 6. september 2020 tages hul på Aarhus Festuge-sejladserne, bliver feltet af en båd-klasse rigere. Luffe 37-klassen har således besluttet at genoplive DM efter års stilstand, fortæller arrangør Jakob Jespersen fra Aarhus Sejlklub til minbaad.dk.
”Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at der har været afholdt sådan en sejlads for Luffe 37-klassen, og vi håber, at mange har lyst til at være med denne weekend, hvor sjov på vandet er i fokus,” siger Jakob Jespersen og uddyber:
”Vi har præmier til den Luffe 37’er, der sejler længst for at være med, og den, der har flest piger med, samt andre sjove overraskelser til deltagerne,” lover han.
Til trods for at der stadig findes en del eksemplarer af den fine bådtype, er klassen for lille, til at den kan afholde et officielt DIF-DM.
Stor sejlerfest venter under Sailing Aarhus Week
I år var der masser af liv i Aarhus Internationale Sejlsportscenter, da Aarhus Festuge Cup for første gang var en del af Sailing Aarhus’ nye initiativ, Sailing Aarhus Week, hvor blandt andet festugecuppen og Sejlsportsligaen var på vandet samme tid og efterfølgende festede sammen.
Sailing Aarhus Week vender tilbage igen næste år – formentlig i et lignende og større setup – som kan være med til at lokke endnu flere sejlere til. Det kan skabe øget interesse. Det er i hvert fald dét, Jakob Jespersen håber på.
”Familie og besætning kan benytte lejligheden til at høre lidt god musik i festuge og hygge både før og efter sejladserne. Det skal være sjovt at sejle kapsejlads, og vi vil gerne have nye sejlere og uerfarne besætninger med til vores klassemesterskab, hvor der virkelig er plads til, at alle kan få nogle sjove og lærerige dage sammen på vandet,” fortæller han.
Traditionen tro er der lørdag aften fælles middag med de øvrige klasser i Aarhus Sejlklub i sejlsportscentret.
Lyder det som en fantastisk anledning til at lufte sin Luffe 37’er, kan tilmelding til stævnet ske ved at kontakte Jakob Jespersen fra Aarhus Sejlklub på telefon: 21 24 99 66.