Sailing Aarhus har allieret sig med løbeudstyrsvirksomheden Løberen, der har et indgående kendskab til løbeuniverset. Løberen skal bidrage med vigtig viden og stærke markedsføringskræfter i forhold til at løbe Aarhus Ø-stafetten i gang. Stafetten er Aarhus’ nye motionsløb ved vandet. Første løb finder sted på Aarhus Ø den 23. juni 2022 med efterfølgende sankthans-fejring.

Den 23. juni 2022 får Aarhus’ nye motionsløb ’Aarhus Ø-stafetten’ sin debut. Løbet afvikles som stafet i hold a tre personer, der hver får lov at prøve kræfter med en fire kilometer lang løberute langs vandet og mellem øens nye byggerier. I mål kan deltagerne fylde depoterne op med mad og drikke, inden der er sankthans-fejring med bål på vandet.

Nu får arrangørerne Sailing Aarhus og Fællesrådet for Aarhus Ø selskab på ruten frem mod den 23. juni. Løberen, der lever af at sælge løbsudstyr online og i deres syv fysiske butikker, er således klar til at bistå med know-how og branding af stafetten.

– Aarhus Ø-stafetten er et initiativ, der hjælper med at fremme idrætten og skabe en fest i en ny bydel. Vi synes, det er fedt, at Sailing Aarhus laver et løb for hele Aarhus i den nye bydel, og vi vil gerne hjælpe med at give løbet de bedste forudsætninger for at komme i gang og udvikle sig, fortæller Ebbe Møller Nielsen, direktør i Løberen.

Løberen en stor gevinst for Aarhus Ø-stafetten

Sailing Aarhus, der af gode grunde ved mere om sejlsportsstævner og –events end løbearrangementer, er godt tilfredse med det nye løbepartnerskab, som blandt andet skal hjælpe med at nå bredere ud i løbekredse, forklarer Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen.

– Det er en kæmpe gevinst at få Løberen med omkring Aarhus Ø-stafetten. De har et velfunderet løbenetværk, en masse værdifuld viden om løbsverdenen og en stærk platform for at kunne assistere os i markedsføringen af løbet. Det har været en vigtig prioritet at indgå partnerskab med en aktør, der allerede har et indgående kendskab til løb og løbeevents, og derfor er vi glade for, at det er lykkes at lave den her aftale, fortæller han.

Aarhus Ø-stafetten foregår som nævnt torsdag den 23. juni ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter på Aarhus Ø. Her er der både start og mål, og det er også her, at der serveres mad og drikke og kan købes øl, vand, grillpølser og ses bål, når løbet slutter.

Du kan følge med i begivenheden Aarhus Ø-stafetten 2022 på Facebook, ligesom du let kan tilmelde dig årets nye motionsløb her. Mangler du et par nye løbesko til Aarhus Ø-stafetten, eller vil du vide mere om Løberen, kan du finde det på www.loberen.dk.

Foto: Peter Brøgger