Den 5.-10- juli afvikles EM i de tre olympiske klasser 49er, 49erFX og Nacra 17 i Aarhus. Dansk Sejlunion og Sejlerlandsholdet er klar til kamp på hjemmebanen ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter, hvor nysgerrige har mulighed for at komme helt tæt på nogle af sejlsportens største stjerner.
Når EM for de olympiske bådklasser 49er, 49erFX og Nacra 17 bliver afholdt i Aarhus fra den 5.-10. juli 2022, er det første gang siden 2018, at et så stort olympisk sejlsportsevent kommer til Danmark.
Sejlerlandsholdet stiller med 13 besætninger fordelt på de tre klasser og glæder sig til at sejle mesterskab på hjemmebane sammen med verdenselitens allerbedste. I alt har 17 danske besætninger i skrivende stund registreret sig til EM.
En af de deltagende besætninger er 49er-makkerparret Frederik Rask og Jakob Precht, der sidste år vandt VM-bronze. De går ind til EM med masser af selvtillid.
– Da vi vandt VM-bronze var vi ret nye sammen, og der var egentlig mange ting, vi ikke var specielt gode til. Men det intuitive samarbejde fungerede godt. Nu er vi et andet sted, så det er helt klart en fed følelse, vi står med, hvor vi ikke laver de samme fejl så mange gange, siger Jakob Precht og understreger samtidig, hvor fedt det er at få lov at sejle EM i baghaven.
Et mesterskab, han selv har helt personlige minder omkring.
– Jeg fandt et gammelt billede fra sidst, der var EM i Aarhus i 2013, hvor jeg var frivillig i en gatemærkebåd. Dengang var det Jonas Warrer, vi sad og kiggede på. Et par år senere begyndte jeg selv at sejle med Jonas, og nu sejler jeg med Frederik (Rask, red.) og står her igen – det er meget sjovt at tænke på.
Nye sejl i 49er-klassen øger spændingen
På 49erFX-siden er makkerparret og søstrene Andrea og Johanne Schmidt også at finde på deltagerlisten. For dem er målet at gøre det mindst ligeså godt som sidste år, hvor de blev 5’er ved EM. Men med de nye sejl og den ny mast, der netop er kommet i klassen, er intet givet på forhånd.
– EM bliver præstationsstævnet for os i år, og vi glæder os til at komme ud og se, om vi kan finde en god bådfart med den nye rig, siger Andrea Schmidt og bakkes op af søster Johanne.
– For at lykkes med målsætningen skal vi først og fremmest sejle hurtigt. Vi vidste, vi kunne sejle hurtigt med vores tidligere rig, så frem mod stævnet handler det for os om at komme ud og finde den rigtige fart, så vi kan være med der, hvor det bliver rigtig sjovt.
Støt de danske landsholdsejlere i Aarhus
Lægger man vejen forbi Aarhus som publikum, vil der være god mulighed at komme helt tæt på Danmarks dygtigste olympiske sejlere og få et indblik i verdensklassesejlsport. Kvalifikationssejladserne starter tirsdag kl. 11.00, mens finalesejladserne fredag kan følges på storskærm på havnefronten foran sejlsportscenteret frem til Medal Race søndag.
Uanset hvad bliver der god grund til at bakke de danske sejlere op, for der er høje forventninger og håb om gode, rød-hvide præstationer i Aarhus, fastslår Dansk Sejlunions Sportschef Thomas Jacobsen:
– Jeg håber, vi har sejlere repræsenteret i alle tre klasser i finalen på sidstedagen og forhåbentligt en medalje.
Der bliver mulighed for at møde de danske sejlere i TORM Meeting Point torsdag til søndag fra kl. 17.00 – 19.00, ligesom der under stævnet er underholdning med musik og dans samt mulighed for at købe mad og drikke i publikumsområdet. Der er i øvrigt gratis adgang under hele stævnet. Mere om program og aktiviteter følger på Sailing Aarhus’ hjemmeside og Facebook-side i denne uge.
Foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto