Bæredygtighed og sejlsport

Bæredygtighed og sejlsportsevents i Sailing Aarhus

Sailing Aarhus’ manifest om elitesejlsport og events for en bæredygtig verden.

Indgående kendskab til vind, havstrøm og bølger er en afgørende faktor, når der skal sejles hurtigt og vindes konkurrencer. Sejlsport foregår i nærkontakt med og er afhængig af naturens luner. Både af denne grund giver det mening at sammentænke sejlsport og bæredygtighed, men naturligvis også fordi vi står med ryggen mod muren, når det handler om at afværge klimaets krise.

I Sailing Aarhus har vi en handleplan på vej for vores sejlsportsevents; en plan som skal føre til mindre miljøbelastning og som rummer aktiviteter og initiativer, der skal højne bevidstheden om bæredygtighed blandt publikum og sejlere. Vi vil arbejde for at gøre verden mere bæredygtig. I planlægningen og afviklingen af vores events vil vi tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør. Målsætningen er, at alle vores events på sigt kommer til at ”leave no trace”.

Danmark har en unik international styrkeposition i forhold til at skabe resultater og vinde medaljer i sejlsport. Den position er Sailing Aarhus med til at opretholde og udbygge. Det, der har skabt vores styrkeposition, er udvikling af talent og performance inden for rammerne af et fællesskab. Den særlige danske opskrift på international succes i sejlsport er, at vi både konkurrerer, samarbejder og hjælper hinanden til at blive bedre. Dette udgangspunkt bruger Sailing Aarhus til at finde kloge, langsigtede løsninger på bæredygtighedens udfordringer. Den bæredygtige omstilling kan ikke blot opfattes som en udfordrende krisesituation. Den er også et mulighedsvindue, som vi kan udnytte til selv at blive bedre og til at lykkes med at udbrede kendskabet til sejlsport med flere events i verdensklasse.

Sailing Aarhus vil bruge dette mulighedsvindue til at opbygge og dele vores viden og knowhow inden for bæredygtighed, forretning og events i samarbejdet med vores partnere og til fordel for vores virksomhedsnetværk og publikum. Vi ønsker at inspirere verden omkring os og være rollemodel for andre virksomheder med hensyn til bæredygtighed og forretningsudvikling.

Før, under og efter et event vil Sailing Aarhus give alle deltagere på land og på vand inspiration til selv at gøre en grøn forskel. Det sker

· gennem oplevelser, fortællinger, workshops m.v. om cirkulært forbrug der reducerer affald, modvirker madspild og fremmer bæredygtig energi.

· i fællesskab med vores stærke, bæredygtige samarbejdspartnere og leverandører

· via kommunikation, videndeling og sejlsportens ”spille hinanden bedre”-kultur

FNs 17 verdensmål udgør den naturlige ramme for vores arbejde med bæredygtighed.

Fordi sejlsport er en ’ren’ sport, og fordi den finder sted på havet, har vi et særligt tilhørsforhold til verdensmål 14 – livet i havet. Vi ønsker at tage størst muligt hensyn til havet og alt, som lever der i, og vi ønsker at højne bevidstheden om beskyttelse af livet i havet.

Som arrangør af events vil vi også bruge vores viden og knowhow til at realisere verdensmål 12’s principper for ansvarligt forbrug og produktion. Og vi vil inspirere andre til at gøre det samme.

Verdensmål 4: Vores viden og knowhow gør det muligt at formidle og uddanne til bæredygtig adfærd i forbindelse med vores events. Derfor vil vi i under Sailing Aarhus Week og andre relevante events tilbyde bæredygtig edutainment for børn og voksne i det omfang, det er muligt.

Sidst men ikke mindst knytter vores arbejde for sejlsport og bæredygtighed sig naturligt til verdensmål 17 – partnerskaber for bæredygtighed. I forhold til bæredygtighed er ingen i mål, før alle er i mål. Vi vil aktivt søge mod sponsorer, leverandører og partnerskaber, som deler vores grønne agenda, og hvor vi kan spille hinanden bedre.

Sustainable Sport & Event Community Denmark

I 2021 trådte Sailing Aarhus ind i bæredygtighedsfællesskabet ‘Sustainable Sport & Event Community Denmark’ i samarbejde med flere øvrige profilerede aktører i sport- og eventbranchen for at sætte yderligere skub i den grønne omstilling.

I fællesskabet er foruden Sailing Aarhus fodboldklubben AGF, Ishockeyklubben Herning Blue Fox, håndboldklubben Viborg HK, Golfresortet HimmerLand og VM i Ridesport 2022. Formålet med fællesskabet er:

– at styrke bæredygtighedsdagsordenen i sport- og eventbranchen gennem sparring, vidensdeling og fælleslæring

– at bruge sporten som løftestang til at skabe større bevidsthed om en bæredygtig udvikling