Kiwi Magic og Vanity V fra Marselisborg Sejlklub satte sig på de øverste pladser, da 12mR-konkurrencen fandt sin afgørelse ved KDY’s Wessel & Vett Cup 2020 i weekenden fra 11. til 13. september. Stævnet bød på et møde mellem klassisk elegance eksemplificeret ved 12mR-både og det moderne med de foilende klasser A-Cat og Waszp. 

Smukke 12mR’e og foilende både og katamaraner i skøn forening er noget af et særsyn, men ikke desto mindre prægede både 12mR’e, A-Cats og Waszps billedet på vandet ud for Skovshoved Havn i weekenden mellem 11. og 13. september, hvor KDY afviklede Wessel & Vett Cup 2021 i coronasikre rammer.

På ’udebanen’ i Øresund markerede to Marselisborg-både sig flot med en samlet 1. og 2. plads efter Baltic Handicap i 12mR-konkurrencen. Her var Kiwi Magic KZ 7, med Sailing Aarhus-ambassadørerne Kim Christensen som taktikker og Johan Blach Petersen som skipper, bedst og sikrede sig den imponerende Alfred Benzon Øresundspokal i det kommende år foran den ligeledes aarhusianske Vanity V.

– De fleste sejladser blev afviklet i hård vind, og de unge Marselisborg-sejlere, som udfører det tunge håndteringsarbejde på bådene, sled hårdt og dygtigt i det. De kraftige vindstød kostede desværre en af Vanitys spilere med flotte damer (som ses på billedet), fortæller Johan Blach Petersen om forholdene i Øresund.

Tredjepladsen ved 12mR-stævnet gik til KDY’s Vim med skipper Patrick Howaldt og besætning.

Nygaard vandt sit første A-Cat-stævne

Det var første gang, at KDY havde kombineret det traditionelle 12mR-stævne med Wessel & Vett Foil Cup, hvor Flying Phantom, Moth, Waszp og A-Cats var indbudt. Det var dog kun de to sidstnævnte klasser, der deltog. Det afholdt ikke de fremmødte til at give hinanden kamp til stregen.

Blandt A-Cats klarede KDY-sejler Christian Nygaard sig bedst i disciplinen ’at holde sig oven vande’ og kunne således lade sig kåre som vinder af sit første stævne. Det skete foran Thomas Paasch, der ellers er flere gange dansk mester i A-Cat.

De svære vindforhold, som også gjorde sig gældende for 12mR-sejlerne, var især vanskelige for katamaranerne, hvilket Thomas Paasch måtte sande ved at ryge rundt intet mindre end fire gange. Det rakte alligevel til en 2. plads for Skovshoved-sejleren, der henviste KDY’eren Tom Bøjland til tredjepladsen i konkurrencen ud af seks A-Cats.

Endelig sejrede Borch Racing Team blandt 10 Waszp-sejlere foran Seb foil på 2. pladsen og Young Borch på 3. pladsen. Alle fra KDY. Se den fulde resultatliste her.

Billedtekst: Alfred Benzons Øresundspokal, der er næsten lige så stor som Americas Cup i hænderne på besætningen på Black Magic.

Billedtekst: De hårde vindstød gjorde det til tider svært for sejlerne. Så svært, at Vanity V nu er et sejl fattigere.