Aarhus Spring Regatta var igen i år en succes. Stævnet, der arrangeres af Kaløvig Bådelaug i samarbejde med Sailing Aarhus / Aarhus Internationale Sejlsportscenter, samlede i weekenden mere end 160 besætninger på tværs af bådklasserne.

Ungdom og gå-på mod, børn og forældre, sejlere og frivillige. Det er opskriften på en dejlig weekend med kapsejlads og sammenhold – på trods af manglende vind. 

I den netop overståede weekend løb Dansk Sejlunion Grand Prix-stævnet: “Aarhus Spring Regatta” af stablen arrangeret og afviklet af Kaløvig Bådelaug. En masse unge sejlere mødte tidligt lørdag og søndag og gjorde sig selv og bådene klar til at komme på vandet. Det var virkelig nogle flotte dage, og for de unge sejlere kan et stort sejlsportsstævne som dette betyde vigtig erfaring. Det fortæller Christina Andersen, der var Dansk Sejlunion banecoach i weekenden og til dagligt arbejder som talentkoordinator hos Elite og Talentcenter Vest i Aarhus Internationale Sejlsportscenter i regi af Dansk Sejlunion.

– “Det er bare så fedt for sejlerne at komme ud til et stævne som det her, hvor de mødes på tværs af jolleklasser og får en masser ræs til havs og god stævneerfaring,” siger hun.

En solrig weekend 

Både lørdag og søndag bar vejret præg af solskin, men også mindre vind end håbet. Det betød, at sejladserne lørdag blev udsat til efter klokken 12, og der kom heldigvis mere gang i vinden, men det blev ikke til lige så meget sejlads som håbet. 

Søndag blev sejlerne sendt på vandet allerede klokken 8 på grund af mere vind, og mens solen fortsatte med at varme Kaløvig lystbådhavn op, og som dagen skred frem, blev der afholdt flere kapsejladser i de forskellige bådklasser end den første dag.

Helle Wilkens, der er stævneleder for Aarhus Spring Regattaen og kommer fra Kaløvig Bådelaug, er overordnet set rigtig glad for afviklingen af stævnet. Hun lægger vægt på, at stemningen har været god hele vejen rundt, og at sejlerne, de frivillige og forældrene var glade og positive. Hun fortæller yderligere:

– “Kaløvig Bådelaug har altid været en klub, der har haft mange ungdomssejlere, og vi har altid gjort meget ud af at afholde stævner. Vi vil gerne være noget for sejlerne og give dem en god oplevelse. Nu er det tredje år i træk, at vi afholder Aarhus Spring Regatta i samarbejde med Sailing Aarhus, og vi håber, at vi kan fortsætte succesen mange år endnu”.

Søndag eftermiddag var der præmieoverrækkelser, og de mange vindere kunne lade sig hylde på podiet. Udover at vinde sponsorerede præmier fra Evil Eye Wear, AFI Marine, Helly Hansen & Winner Optimist, var der også udtagelser til andre stævner på spil. Men ikke kun vinderne fik noget med hjem. Også anden, tredje og fjerdepladserne fik præmier, og når alt kommer til alt, har alle Aarhus Spring Regattas involverede haft en dejlig weekend både på lands og til vands.