To danske 49erFX’ere i top fra fra start

To danske 49erFX'ere i top fra fra start

Verdensmestrene Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen vinder to af tre sejladser. Også Baad og Thusgaard med i front. Rindom samlet toer i Radial. 

De danske sejlere har fået en forrygende start på VM-sejladserne i Aarhus.

Lørdag var 49erFX’erne på vandet første gang ved VM, og her viste de forsvarende danske verdensmestre Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, at vinderinstinktet er intakt – til trods for, at de på grund af Jenas Volvo Ocean Race-deltagelse har holdt et par lange pauser fra FX-sejlads de seneste ti måneder.

Jena og Katja vandt deres første VM-sejlads i suveræn stil – og gentog kunststykket i tredje sejlads. I anden sejlads blev de fanget midt i feltet allerede på første opkryds og fik aldrig kontakt med de forreste.

En 18. plads i mål indgår foreløbigt som deres fratrækker. Med to tællende førstepladser har verdensmestrene dermed lagt sig helt i front efter tre af de 14 planlagte sejladser før Medal Race.

Baad og Thusgaard på tredjeplads
I den anden 49erFX-kvalifikationsgruppe fik Ida Marie Baad og Marie Thusgaard en ligeledes storartet VM-start med sejr i første sejlads fulgt op af en 16. plads og en tredjeplads til sidst, hvilket placerer dem på en foreløbig tredjeplads samlet.

“Vi følte os lidt heldige i morges, hvor vinden var skiftet over i vest til mere klassiske Aarhus-forhold. Det var mange vindskift derude, og det var svære forhold, men vi havde god fart og fik os sejlet godt frem i både første og tredje sejlads,” fortalte Marie Thusgaard.

“I anden sejlads kom vi til at ligge i den forkerte side i forhold til vindtrykket. Men vi er godt tilfredse, og vi tror meget på os selv. Måske skal vi være lidt mere aggressive i starterne de næste dage,” sagde hun videre.

Blandet dag for Rindom
I Laser Radial er Anne-Marie Rindom fortsat med helt fremme. Lørdag lagde hun ud med en andenplads i første sejlads, før hun i næste måtte tage til takke med en 18. plads. Sidstnævnte er nu hendes fratrækker, mens fjerde- og tredjepladsen fra åbningsdagen, torsdag, tæller med i regnskabet og samlet placerer danskeren på en andenplads i klassementet.

I mændenes 49er-klasse fik Jonas Warrer og Jacob Precht Jensen ikke den bedste VM-åbning med en 10, 7, 21-serie, hvilket foreløbigt blot rækker til en 30. plads blandt de 86 startende. Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl er næstbedste danskerbesætning på en 34. plads. 

André Højen klar til guldfeltet
Hos Finnjollerne havde André Højen Christiansen sin hidtil bedste VM-dag med en 19. plads i første sejlads fulgt op af en syvendeplads i anden. Det rækker til en samlet placering som nummer 40, dermed er han klar til videre sejlads i guldfeltet, hvilket var hans primære mål forud for VM.

I nationsregnskabet om OL-pladserne er André Højen på en foreløbig 24. plads – kun de otte bedst placerede nationer indløser billet til OL i Tokyo. 

Stor danskerdag i vente
Søndag har Finnjollerne hviledag, til gengæld skal Nacra 17-klassen på vandet for første gang, det samme skal de to RS:X windsurfklasser. Også kitesurferne skal på vandet til deres første VM-sejladser.

Alt i alt er over 40 danske sejlere i aktion søndag ved VM.