Aarhusianske Lin Ea Cenholt modtager olympisk scholarship

Aarhusianske Lin Ea Cenholt modtager olympisk scholarship

10 eliteatleter modtager hver 146.000 kroner i olympisk scholarship for at optimere forberedelserne mod OL i Tokyo 2020. – Det betyder rigtigt meget, fortæller Cenholt.

Kilde: Minbaad.dk, 13.10.2017

For at optimere kvalifikationsforberedelserne frem mod OL i Tokyo 2020, har 10 potientelle OL-atleter netop fået uddelt halvanden million kroner i olympiske scholarships. Én af atleterne er Nacra sejler Lin Ea Cenholt.

– Jeg er virkelig glad for at være med på DIF’s liste, og jeg ser det som en anerkendelse af den indsats og det potentiale, som C.P. (Christian Peter Lübeck, red.) og jeg står for. Det viser, at man tror på os, og det betyder rigtigt meget, forklarer Lin Ea Cenholt til Dansk Sejlunoin.

Få økonomiske ressourcer

Den internationale olympiske komité, IOC står bag programmet Olympic Solidarity. Danmarks Idrætsfobund, DIF, er nationalolympisk komité i Danmark, og har fået godkendt IOC-ansøgninger om scholarships til 10 atleter.

Atleterne kan se frem til hver at modtage et rejsestipendiat på USD 5000, som er øremærket til rejser til OL-kvalificerende konkurrencer.

Udover det, modtager atleterne hver måned et scholarship på USD 500, så længe de har mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo 2020. Dog maksimalt i 36 måneder, hvor de 10 atleter i alt kan opnå støtte på USD 23.000 svarende til cirka 146.000 kr.

Det er noget, der gør en forskel, mener Lin Ea Cenholt, som ved siden af Nacra-karrieren er arkitektstuderende: 

– Det er en stor økonomisk udfordring at køre en OL-kampagne. Det var et afgørende løft for os, at vi fik aftalen med Weibel Scientific. DIF-støtten hjælper med at lette presset i hverdagen endnu mere, og det har alt sammen stor betydning i dét øjeblik, man ligger på startlinjen og skal præstere, forklarer sejleren.

Optimering af forberedelserne

Også Morten Rodtwitt, chef de mission for det danske OL-hold, ser betydning af den økonomiske støtte: 

– Med få undtagelser, så lever rigtig mange eliteatleter på en sten med få økonomiske ressourcer. En check på samlet set omkring 146.000 kroner gør derfor en kæmpe forskel og vil være med til at optimere forberedelserne frem mod OL i Tokyo 2020 for alle 10 atleter, siger Morten Rodtwitt til dif.dk.

– Vi har sammen med Team Danmark valgt ti atleter, som ikke blot har potentialet til at kvalificere sig til OL i Tokyo 2020, men som også har mulighed for at blande sig i den sjove ende af tabellen med optimale forberedelser, fortsætter Morten Rodtwitt.

– Vi har derfor tildelt de olympiske scholarships til nogle af de atleter, hvor pengene kommer til at gøre en forskel og i første omgang kan være forskellen på OL-kvalifikation vs ‘ikke-OL-kvalifikation’ og sidenhen forskellen på midterplaceringen og topplaceringen, siger Morten Rodtwitt.

Tæt samarbejde og stort potentiale

Lone Hansen, direktør i Team Danmark udtaler:

– Det er ti atleter, som vi har et tæt samarbejde med og som har store potentialer i de kommende år. Økonomiske ressourcer er et afgørende konkurrenceparameter i eliteidræt. De ti atleter er fra idrætsgrene hvor det kan være svært at få de økonomiske ender til at mødes, siger Lone Hansen.

– Derfor håber jeg, at de olympiske scholarships kan gøre en forskel for atleterne, så vi alle sammen kan juble med dem, når de leverer præsentationer i verdensklassen, siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark, til dif.dk.