VM2018 i Aarhus hjælpes på vej af Salling Fondene…

VM2018 i Aarhus hjælpes på vej af Salling Fondene...

Det bliver en af de største sportsbegivenheder i Danmark nogensinde, når Aarhus i august 2018 er vært for VM i sejlsport, Sailing World Championships Aarhus 2018, der skal afvikles for samtlige 10 olympiske bådklasser på- og ud for Aarhus Ø.

Målsætningen er at gøre mesterskabet til en unik og spektakulær begivenhed, hvor sejlsporten gøres mere folkelig og tilgængelig, end hidtil set. Denne ambition hjælpes nu på vej af Købmand Herman Sallings Fond, der netop har bekræftet en bevilling på 3 mio. kr. til afholdelse af den borgervendte del af VM. 

“Salling Fondene har været med til at finansiere Sejlsportscentret som lige nu skyder i vejret på Aarhus Ø. Det bliver et fantastisk centrum for sejlsport i Aarhus og Danmark. Derfor er det også naturligt for fonden at være med til at give sejlsportscentret den bedst tænkelige start med et VM i Sejlsport” udtaler Karin Salling på vegne af fonden.

Aarhus Internationale Sejlsportscenter, som opføres med tilskud blandt andet fra Salling Fondene, bliver indviet til april 2018

Aarhus Internationale Sejlsportscenter, som opføres med tilskud blandt andet fra Salling Fondene, bliver indviet til april 2018

Borgmester Jacob Bundsgaard, der er formand for præsidiet bag VM i sejlsport er glad for opbakningen fra Salling Fondene: “Aarhus har et fantastisk momentum i år som Kulturhovedstad og det er vigtigt at vi både som by og region fastholder det momentum og det internationale perspektiv. Det bidrager VM i 2018 til som den største enkeltstående sportsevent nogensinde i Aarhus og en af de største i Danmark”.

Centrum for VM bliver det nye internationale sejlsportscenter ved den gamle lystbådehavn, der efter planen står færdigt i foråret 2018, men hele Aarhus Ø bliver inddraget i begivenheden. I forbindelse med afviklingen af VM afholdes således en kæmpe maritim folkefest, hvor 400.000 publikummer og gæster forventes at besøge eventområdet under mesterskabets 14 dage.

”Det glæder mig at Salling Fondene har valgt at støtte folkefesten omkring VM. Det bliver fejringen af en sport og en by i konstant udvikling og i den grad en indvielse af den nye bydel Aarhus Ø, samt alle de muligheder for maritime oplevelser og udfoldelse den byder på. Jeg glæder mig til at byde de mange gæster velkommen til en fest i verdensklasse, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Den maritime folkefest er et centralt element for arrangørerne bag VM i Sejlsport 2018 i bestræbelserne på at afvikle et mesterskab, som Aarhus kan være stolte af, og som endegyldigt sætter byen på det internationale søkort. Klaus Natorp, chef for VM 2018, er således begejstret over støtten, ”det hjælper os i at realisere mødet mellem mennesker i et autentisk maritimt miljø, med oplevelser for alle. Aarhus har påtaget sig ansvaret for en kæmpe begivenhed, både til lands og vands, og med støtten fra Salling Fondene er vi et stort skridt videre. Vi har dog stadig et stykke vej til at have finansieret det samlede projekt, der har et samlet udgiftsbudget på 43 mio. kr.”

Faktaboks om VM i sejlsport:VM i samtlige olympiske sejlsportsdiscipliner.I forhold til deltagere er VM ca. 3 gange så stort som OL sejladserne i Rio. Herudover er Kitesurfing, kvinder og mænd, med som præsentionsdiscipliner.VM er den første store udtagelse til OL i Tokyo 2020.1500 sejlere fra 100 landeDato: 30. Juli – 12. August 2018Areal: fra det nye sejlsportscenter på Aarhus Ø ind til DOKK1. VM i sejlsport arrangeres af Aarhus Kommune i samarbejde med Sport Event Denmark, Dansk Sejlunion og Sailing Aarhus med støtte fra blandt andre Region Midtjylland og Salling Fondene.