Anna Munch og Jakob Precht Jensen er kåret som Årets Unge Talent 2017

Anna Munch og Jakob Precht Jensen er kåret som Årets Unge Talent 2017

I forbindelse med Fredericia Boat Show uddeler arrangørerne af udstillingen en pris til “Årets Unge Talent”. I år er prisen uddelt til de to Aarhus sejlere Anna Munch  og Jakob Precht Jensen med følgende begrundelse. 

Udvikling, alsidighed og investering
Anna Munch og Jakob Precht Jensen tildeles prisen Årets Unge Talent 2017. De to sejlere har indenfor det sidste år dels krydset baner i et fantastisk fælles projekt og de har udlevet sejlsporten i forskellige andre sammenhænge med både sportslig succes og stor kompetenceudvikling til følge. 
I deres forløb har de udviklet en stor sportslig alsidighed og de har vist stor evne til at prioritere, at investere tid og ressourcer og til at planlægge tid og aktiviteter – evner som er centrale for både deres fremadrettede sportslig succes, men som også kan anvendes i private sammenhænge.

Anna og Jakob mødte hinanden i et Youth Sailing World Championship projekt i den nye Nacra 15. Sammen med to andre besætninger investerede besætningen meget tid i at forsøge vinde udtagelsen der afholdtes i september 2016. 
Som vindere af udtagelsen sejlede Anna og Jakob herefter Youth Sailing World Championship hvor de med en samlet niende plads i konkurrencen kan se tilbage på et flot resultat på trods af stor modgang. Men først og fremmest kan de se tilbage på stor personlig og sportslig udvikling. 

Alsidighed og kompetenceudvikling er årsagen til kåring
Prisen tildeles de to sejlere for at udvise alsidighed og for at lave en stor investering i egen langsigtet sportslig udvikling. 
Når Anna Munch deler sæsonen imellem E-jollen og et Nacra projekt og når hun herefter går videre til nu at sejle Laser Radial, så er det en grundig afprøvning af hendes muligheder og en flot planlægning i forhold til anvendelse af tid og ressourcer. 
Når Jakob kører parallelle kampagner i 29´er og Nacra, så er det for at udvikle sine kompetencer som partner i et team og for at være bedre rustet til en fremtid i olympisk sejlsport. Jakob er netop nu gået sammen med Frederik Melson fra Middelfart Sejlklub i den olympiske 49´er. 

Efter sæson 2016 ser vi alle Anna og Jakob som meget komplette og kompetente sejlere i forhold til deres alder. De har gjort sig meget attraktive overfor fremadrettede partnere i besætninger og i træningsgrupperne i de olympiske klasser. Sæson 2016 været et skelsættende år for begge sejlere.

Hver i sær har Anna og Jakob haft meget flotte resultater i sæsonen. Anna Munch vinder guld ved JEM for E-joller og sølv i klassens VM og Jakob Precht Jensen bliver sammen med Casper Ladefoged fra KDY nummer 8 ved EM for 29er.   Sammen blev Jakob og Anna nummer 9 til Youth Sailing World Championship.

Anna var fraværende ved uddelingen med årsag i en kemieksamen. 

Til lykke til de to vindere 🙂