Europa-jolle: Kæmpetalentet Anna Munch vandt SailExtreme

anna
KILDE: MINBÅD.DK

– Jeg bibeholdte min taktik om at sejle sikkert og fik gode starter, så jeg kom med på de rigtige skift, hvilket sikrede en stabil serie, siger Anna Munch fra Kaløvig Bådelaug.

Kapsejlads | 27-05-2015 07:54 | AF  CHRISTIAN RINDOM

I weekenden blev det 4. og sidste ranglistestævne afholdt til SailExtreme i Kerteminde. Anna Munch fra Kaløvig var hurtigst blandt 39 europajoller.

Tæt i toppen
Lørdag bød forholdene på springende vind og 6-7 m/s, så sejlerne fik deres sag for i de op til 30 graders vindskift.

Efter lørdagens 4 sejladser sikrede Gustav Wantzin fra Skovshoved sig en fornuftig serie, der bragte ham i front i en tæt top, foran bl.a. Anna Munch der fortæller fra lørdagens sejladser:

– Vinden var meget skiftende og svær at læse. Jeg er rimelig let i E-jollen og havde derfor ikke et fartoverskud, så jeg valgte at sejle sikkert og ikke tage for mange chancer, som jeg havde aftalt med min træner Jørgen Holm. Top ti var meget tæt og jeg sluttede dagen af med at ligge 7 med få point op til top 3, hvilket jeg var tilfreds med.

Let og springende vind søndag
Anna Munch lagde søndag ud med en prik, da hun gik i mål som vinder af første sejlads. Annas starter, i enden af linjen, var skarpe og hun formåede tidligt at finde et godt spor, hvilket ikke var let i det tætte felt.

– I dag var det lige mit vejr – høj sol og 2-4 m/s. Vinden var igen meget skiftende, både i retning og styrke, og nærmest umulig at læse. Jeg bibeholdte min taktik om at sejle sikkert og fik nogle gode starter, så jeg kom med på de rigtige skift, hvilket sikrede en stabil serie, der bragte sejren i hus, fortæller Anna begejstret.

Gustav Wantzin sluttede på 2. pladsen foran Søren Johnsen og Mads Frøkjær på hhv. 3 .og 4. pladsen.

Ny sejler i klassen fra Dyvig
En af de andre sejlere, der prøver kræfter med den springende vind var Rasmus Lumbye Mikkelsen fra Dyvig, som sejlede sit første rangliste stævne:

– Jeg kan godt lide når jeg skal tænke mig om på banen. Når vinden fx var langt til den ene side, var der sandsynlighed for at den sprang tilbage – det brugte jeg meget i weekenden, fortæller Rasmus og forstætter:

– Europajollen er forholdsvis nem at sejle og alle kan være med i sejladsen, så feltet er meget tæt. Der er stor mulighed for at blive en dygtig sejler, når jeg hele tiden bliver presset og belønnet når jeg laver en god taktisk beslutning.

Top 5 til stævnet

1. Anna Munch KBL  26.50 p
2. Gustav Wantzin SKS 32.75 p
3. Søren Johnsen Skive 44.00 p
4. Mads Frøkjær KBL 49.75 p
5. Kristian Præst KBL 52.00 p

Se resultatlisten

,