Dansk dobbeltføring ved Europa Cup i ny OL-klasse

18008836889_d196a8e624_k

KILDE: Dansk Sejlunion

Dansk Sejlsport er på vej sit hidtil bedste internationale resultat i den nye olympiske mixklasse, Nacra 17. To danske både ligger nummer ét og to ved Europa Cup-stævnet i Medemblik, Holland.

Dansk sejlsport har haft en stærk forårssæson i 2015 med bl.a. to World Cup-sejre og flere podieplaceringer. Endnu et topresultat er på vej i hollandske Medemblik, hvor de ti olympiske klasser i denne uge sejler Europa Cup med deltagelse af over 700 sejlere fra hele verden.

I den nye mixklasse, Nacra 17, er to danske både til start – og før de sidste to dages sejladser er der dansk dobbeltføring i feltet, der tæller godt 40 både, heriblandt den regerende franske verdensmester og en række øvrige besætninger fra verdenstoppen.

OL-bronzevinder i front
Helt i front af feltet ligger Allan Nørregaard og Anette Viborg, der har sejlet et overbevisende stævne med udelukkende top-ti placeringer i de første otte sejladser. I niende sejlads torsdag kostede en kæntring nogle placeringer – men den samlede førsteplads blev forsvaret.

Ved OL i London 2012 vandt Allan Nørregaard bronze i 49er sammen med Peter Lang. For halvandet år siden skiftede han til Nacra 17, hvor han i denne sæson sejler med Anette Viborg med som gast.

Feltets anden danske besætning med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck ligger på en samlet andenplads før de sidste sejladser. Dog er pointene i toppen helt tætte, og små udfald i placeringerne vil med det samme påvirke den samlede stilling.

Perfekt trim og nye både
”Det er halvandet år siden, vi indledte vores danske OL-satsning på Nacra 17. Vi har siden arbejdet intenst på at finde det rigtige trim på bådene i forhold til sejlernes vægt. Det ser ud til at lykkes nu. Samtidig stiller vi op i Holland med helt nye både, det har en vis effekt – og bidrager til, at vi ser nogle rigtigt gode præstationer,” siger Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen

”Hen over foråret har begge vores Nacra-besætninger vist en stigende formkurve og har arbejdet sig tættere på den absolutte verdenstop. Jeg synes, vi er godt på vej mod at opfylde vores mål om at stå ved OL i Rio næste år med en dansk Nacra, der har medaljepotentiale.

Sejladserne i Holland fortsætter fredag og afsluttes lørdag.

VM i Danmark i juli
I dagene 2.-10. juli mødes hele verdenseliten i Danmark, når Kaløvig nord for Aarhus er hjemsted for Nacra-klassens VM 2015. Stævnet er samtidig starten på den danske OL-udtagelse i klassen.

 

For uddybende information og kommentarer, kontakt:

Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion, tlf. 2916 0920

Flemming Ø. Pedersen, presseansvarlig, Dansk Sejlunion, tlf. 2618 7450