Advokatfirma Abel & Skovgård Larsen hovedsponsor i Aarhus Sailing Week…
Sailing Aarhus har netop indgået aftale med advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen om at indtræde som hovedsponsor ved 2012 Aarhus Sailing Week/Aarhus Festugestævne.
Aarhus Sailing Week er skandinaviens største stævne for olympiske og internationale jolleklasser og det eneste, der er ISAF klassificeret som grade 3.
Sejlsportsstævnet, der afvikles under Aarhus Festuge, er en etableret klassiker og tiltrækker hvert år flere hundrede danske og internationale sejlere.
“Vi vil, som det store lokalt forankrede advokatfirma Abel & Skovgård Larsen er, meget gerne støtte op om Aarhus Sailing Week” siger Torben Winnerskjold, partner og advokat i firmaet ”Sådanne arrangementer er vigtige for Aarhus og vi er glade for at kunne bidrage til at Aarhus kan manifestere sig som centrum for sejlsportsbegivenheder – til glæde for byen og ikke mindst vores dygtige sejlere.”
”Det er en stor anerkendelse af klubbernes vedvarende indsats med at udvikle stævnet” siger Thomas Capitani, direktør for Sailing Aarhus – ”visionen er, at skabe en tilbagevendende stor event, som kan give vores unge, talentfulde sejlere et internationalt konkurrencemiljø på hjemmebane, og det, at virksomheder som Abel & Skovgård Larsen støtter dette, viser at vi også har fået skabt en event, som ikke kun tiltrækker sejlerne, men som også erhvervslivet finder attraktivt”.
Aarhus Sailing Week/Aarhus Olympic Autumn Regatta er et 3 dages stævne (31/8-2/9 2012) med deltagelse af en lang række internationale bådklasser. Under stævnet afvikles der open NM og DM for 49er og 29er – for 29erne er stævnet tillige en del af klassens EuroCup. Stævnet er ligeledes en del af TORM Ungdoms Grandprix serien og for både Laser, Laser Radial, Finn og A-Cat klasserne har stævnet højt prioriteret på deres ranglister. De to nye, olympiske klasser 49erFX og Nacra 17 er også inviteret sammen med Contender, OK, Hobie 16, Europe, Zoom8 med flere.
Aarhus Sailing Week/Aarhus Olympic Autumn har Böklunder som titelsponsor og sponseres, udover Advokatfirma Abel & Skovgård Lasen, af Sparekassen Kronjylland, Pantaenius, Volvo Personbiler Danmark og Canon.
Yderligere informationer på www.aarhussailingweek.dk
.