Sailing Aarhus Strategi
Generelt er Sailing Aarhus virkefelt bredt dækkende og påtager sig et varieret og kun lidt begrænset udvalg af opgaver, men som tommelfingerregle har vi, at Sailing Aarhus primært skal arbejde med opgaver der IKKE kompromitterer den enkelte medlemsklubs suverænitet og individualitet. Sailing Aarhus har således ingen politisk mandat eller stemmeret i f.eks. Dansk Sejlunions generalforsamling ligesom vi heller ikke har klubpolitisk indflydelse på den enkelte medlemsklub.
Bestyrelsen i Sailing Aarhus vedtog i efteråret 2008, at Sailing Aarhus skal arbejde med seks overordnede hovedområder, dem kan du læse lidt mere om her:
1. Internationale kapsejladser og events
2. Talent og Elitearbejde i Århus
3. Større, lokale kapsejladser og hertilhørende sociale events
4. Øvrige events, der kan understøtte SÅ's formålsparagraf
5. Fundraising og financiering af egne aktiviteter
6. Kommunikation, evaluering, markedsføring, vidensdeling og rådgivning
Ad punkt 1
Sailing Aarhus har en resultatkontrakt med Århus Kommune om at tiltrække og afvikle sejlsportsevens, den kan du læse mere om her. Du kan også følge med her på siden og på vores facebook profil, hvilke stævner vi har afviklet og hvilke vi arbejder på at få til Århus. Det strategiske mål, er sammen med Dansk Sejlunion og Århus Kommune at tiltrække og afvikle ISAF World Sailing Games i 2014.
Ad punkt 2.
Sailing Aarhus samarbejder med Elite Idræt Århus omkring driften af TEAM DANMARK Kraftcenter Århus samt om uddannelsen ESAA (Elite Sports Akademi Århus).
Vi arbejder også tæt sammen med Idrætshøjskolens Sailing Academy ligesom vi støtter og samarbejder med øvrige, non profit aktiviteter og institutioner, der har eller måtte have sejlsport som en kernefunktion i sit udbud, et eksempel på dette er Match Racing Aarhus.
Ad punkt 3.
Her arbejder vi primært med at videreudvikle ÅRHUS FESTUGE STÆVNE (Aarhus Sailing Week) til at være en årlig tilbagevendende begivenhed af international høj karakter, både på vand og på land. Vores ambition er tårnhøje, vi vil gerne være Skandinaviens "Kieler Woche". Vi er der ikke helt endnu, men vi tror selv på at potentialet er tilstede og vi er godt på vej.
Ad punkt 4
Vi har i mere end 2 år arbejdet målretttet på, at tiltrække Danboat's årlige, flydende bådudstilling til Århus. Det er lykkedes og er fra august 2010 årligt værter for den eneste, danske sommerudstilling for bådindustrien. Udstillingen vil blive afviklet fra Marselisborg Havn og de omliggende landarealer ved Tangkrogen.
Ad punkt 5
Vi har et tæt samarbejde med Århus Kommune og Sport Event Denmark som giver os visse, økonomiske frihedsgrader men vi skal naturligvis være selvfinancierende. Derfor arbejder vi målrettet med at identificere og indgå samarbejder med private og institutionelle samarbejdspartnere, som har en interesse i at få udbytte af investeringer i sejlsport i Århus. Dette gælder både den almindelige drift af Sailing Aarhus men primært de mange spændende aktiviteter og events vi gennemfører. Kontakt os hvis du er interesseret i at høre mere om dette.
Ad punkt 6
Vores primære komminikationskanal er hjemmesiden www.sailing-aarhus.dk, hvor vi opsamler og formidler alle nyheder af interesse om sejlsportsmiljøet i Århus. For at markedsføre denne side udover vores egen kreds, har vi lanceret en Sailing Aarhus Facebook profil og håber, når konjukturene vender, at kunne have muilghed for at udgive et Sailing Aarhus kvartalsmagasin. Vi er også aktive på YouTube med vores egen TV kanal og benytter os i forbindelse med Facebook også af Twitter som kommunikationsmiddel.
Vi arbejder også med dokumentation og evaluering af afviklede aktiviteter, events og projekter ligesom vi rådgiver både medlemsklubberne og øvrige interessenter om forhold af interesse og betydning for vores fælles mål, at skabe bedre vilkår for sejlsporten i Århus (og Danmark) med større udbytte for alle interessenter. Rapporter, artikler og anden dokumentation bliver publiceret her på siden ligesom det hyppigt også bliver publiceret hos vore samarbejdspartnere.
Vi rådgiver også vore medlemsklubber i anliggender omkring kapsejlads, primært omkring fundraising og markedsføring, og hjælper også med kontakt mellem klubbernes enkelte udvalg for og med nationale og internationale klasser og forbund.